Min private historie - blev til Din Private Socialrådgiver

Når livet ændrer sig radikalt.  For 5 år siden blev min mand pludselig syg. Der er intet, der er forandret med ham, i skrivende stund. Det er hårdt hver dag. Det kræver tilvænning og bearbejdning. En hverdag med afsavn og længsel. Men det kan klares. Det skal klares og mestres. Vi skal jo leve livet, videre.

Måske du kender følelsen?

Kommunen - en væmmelig overraskelse. Nu vil jeg fortælle dig om vores oplevelser med vores kommune.

Det viste sig, at årsagen til min mands sygdom, var en sjælden fysisk lidelse, som bevirkede smerter døgnet rundt og som bevirkede et meget lavt funktionsniveau hver evig eneste dag. Sygdommen vendte vores liv på hovedet 365 grader. Vi var vant til at klare os selv, havde altid tjent vores egne penge, levede et aktivt og socialt liv, forsøgte at finde en god balance mellem arbejdsliv og privatliv m.v. som de fleste af Danmarks befolkning.

Sygdommen bevirkede, grundet varigheden af sygemeldingen, også kontakt til kommunen. Vi mødte dem med tillid og troen på, at de ville hjælpe min mand (og dermed os) i en svær livsfase, hvor han var fuld uarbejdsdygtig gr. egen sygdom.   Dette fordi der er en lovgivning, der siger, kommunen skal hjælpe syge folk, når de er fuld uarbejdsdygtige gr. egen sygdom, og derfor ikke kan arbejde.

Det skulle vise sig at blive en helt anden oplevelse.

Kommunal afgørelse ude af trit med virkeligheden. Vi blev udsat for, at kommunen mente, at min mand pludselig kunne stille sig til rådighed på arbejdsmarkedet, på trods at han grundet sygdom ikke engang kunne være et menneske, herhjemme. Og at han derved ikke var bare lidt, men meget langt fra arbejdsmarkedet. Folk omkring os var målløse over, at kommunen mente, som de gjorde. Vi selv ditto - herudover i chok - og slidte gr. svær sygdom. Kommunen standsede min mands udbetaling, uden en jordisk chance for ham for at skabe selvforsørgelse for sig selv og sin familie - gr. sygdom.

På det tidspunkt havde flere af vores familie, venner og bekendte og naboer, ikke set min mand i 7 måneder, grundet han ikke længere kunne klare sociale sammenhænge, havearbejde, at komme udenfor mere gr. sin sygdom og de konstante smerter, og derfor måtte opholde sig indenfor huset fire vægge m.v. Jeg klarede alle ting i hjemmet, varetog alt omkring børnene m.v. og vi havde heldigvis et familiært netværk, der støttede os, dvs. aflastede mig og støttede op om os alle på den måde.  

At være gift med en socialrådgiver. Det blev derfor desværre nødvendigt, at jeg måtte kæmpe for min mand og hans rettigheder - som hans nærmeste pårørende - herudover havde han ikke gr. sygdom ressourcer til at klare alt det, der var nødvendigt i kontakten med kommunen.

Jeg var, som uddannet socialrådgiver, rystet og målløs over, det som foregik i den kommunale sagsbehandling. Det var alle omkring os, der kendte til min mands sygdom og tab at arbejds- og funktionsevne.

Mistænkeliggørelse, manglende notatføring, afgørelser på et ikke fyldestgørende grundlag, manglende specialistviden m.v.

Min mand udfyldte fuldmagt, så kommunen måtte udtale sig til mig.

Jeg bad om aktindsigt - for derefter at opdage at grundlæggende notatpligt (på trods af dette er fundamental lov i offentlig forvaltning) over væsentlige og relevante oplysninger om min mands funktionsevne og helbred, ikke var ført i sagen af daværende sagsbehandler. Og sagen blev derved ikke belyst fyldestgørende.

Jeg måtte udarbejde og indsende diverse skrivelser til min mands sag, for at belyse sagen.

Indsendelser af klager til ledelsen.

Kommunen forsøgte, kort inden de traf afgørelse, at trække relevante anmodede lægepapir fra højt specialiseret behandlingsenhed under Rigshospitalet, hvor min mand var (er) tilknyttet, tilbage.  "Det var ikke nødvendigt", kommunen mente, at sagen var tilstrækkelig belyst uden en eneste status attest og vurdering fra relevant læge. Dette fik jeg forhindret, og statusattesten indgik således til kommunen.

Kommunen ønskede ikke at lytte til landets eksperter indenfor den sjældne sygdom - og de baserede faglige skøn på uvidenhed og utilstrækkelig sags oplysning såvel sagsfremstilling - inklusive uvidende lægekonsulent - da min mands sygdom er sjælden. Man vidste "bedre".

Jeg måtte tale med diverse relevante kommunale folk, også på ledelses niveau.

Vi måtte selv betale yderligere for indhentelse af psykologisk udtalelse, fra privatpraktiserende psykolog hos hvem min mand var nødt til at komme hos, grundet den psykiske belastning det er, når fysisk sygdom rammer så slemt - såvel lever med konstante smerter døgnet rundt - og man mister stort set alt man tidligere har kunnet og haft en identitet igennem. Disse relevante oplysninger havde kommunen ikke overvejet at indhente.

Og jeg kunne fortsætte....

Resultatet. 

  • Det lykkedes slutteligt at sikre, at kommunen selv omgjorde deres afgørelse, dvs. de gav min mand sin retmæssige forsørgelse under sygdom, gr. fuld uarbejdsdygtighed - og han fik retmæssigt tilkendt ydelsen igen, med tilbagevirkende kraft. Ligeså undgik vi, at sagen blev sendt til Ankestyrelsen, som let tager 6 måneder eller mere, og uvisheden og tiden er en psykisk belastning oven i.
  • Og omkring 2 år efter min mand blev alvorlig syg, var hans sag i Jobcenteret afklaret til FØRTIDSPENSION, og efter at have ventet i ½ år i kommunen på dels Rehabiliteringsteamet og dels Pensionsnævnet, blev han tilkendt førtidspension i en alder af knap 42 år. 
  • I de år min mand var sygemeldt, var han så alvorlig syg og med så stor nedsættelse af sin daglige funktionsevne, at det medførte at han ikke var i stand til at blive arbejdsprøvet - og som siden medførte nødvendig førtidspensionering. - gr. de behandlingsmuligheder der er for min mands sygdom blev udtømt, og  qua at min mand fra starten af sin sygdom ret hurtigt kom til landets højt specialiserede behandlingsenhed (inden for hans sygdom), hvorfor man afsluttede ham efter 1,5 års ambulant behandling, og "dommen" at dette var resten af livet.  
Det er selvfølgelig meget svært, når livet tager sådan en drejning.

Men det mest uhyggelige er, at min mands funktions niveau har været lige uigenkaldeligt lavt fra Dag 1 han blev syg 

Også da Jobcenteret raskmeldte ham!

Retssikkerheden - du er overladt til dig selv. Jeg må sige, at jeg er rystet over hvordan sagsbehandling og borgeres retssikkerhed foregår og håndteres, mange steder i kommunerne. Hvordan kommuner bevidst omgås...  går til grænsen ... og over grænsen .... - og rammer borgere meget hårdt i denne proces - grundet kommunens egne dagsordner, f.eks. økonomi. Hvordan kommuner udøver magtmisbrug overfor sårbare borgere - og hvor systemet stiller selv ressourcestærke mennesker stakket. 

Hvorfor gør du ikke bare en forskel ude i kommunerne? For mange år siden tog jeg et fagligt fravalg i at arbejde i rollen som kommunal sagsbehandler, da jeg ikke har etik og moral til at arbejde på den måde, det er nødvendigt som myndighedssagsbehandler. Hvor der ikke er tid og rammer til at arbejde med borgerene, på en ordentlig socialfaglige måde - og hvor kommunens økonomiske dispositioner går forud for åbenlyse socialfaglige behov, der derfor gives afslag på - og borgere lades tilbage med reelle behov for hjælp. Og i stedet for samfundet hjælper, som kommunerne har pligt til jf. loven - og dels burde som velfærdssamfund vi alle  betaler skat til - bliver konsekvensen heraf svigt, mistrivsel og borgere der ikke har en jordisk chance for selv at håndtere det, de bliver bedt om, når der f.eks. gives afslag på ansøgninger om helt relevante støtteforanstaltninger.

Jeg har i mange år kæmpet indenfor "murene", men det er en lang sej kamp, som skaber sygemeldinger og opsigelser hos medarbejderne i kommunerne, også hos min gode socialrådgiver kolleager. Det er min vurdering, at hvis der skal skabes en forandring på området, vil dette tage årevis og årtier, og jeg har valgt at stå af. At sige fra.

Jeg ønsker at belyse problemstillingen ved at arbejde i andre sammenhænge og kontekster.

Din Private Socialrådgiver. Min mands forløb med kommunen gjorde forskellen! Jeg blev klar på det tydelige behov, som der desværre er - at borgere selv er nødt til at kende deres rettigheder og muligheder for vejledning og hjælp/støtte. Og selv om man gør dette, er "kampen mod (med) systemet" ofte en meget tung udfordring såvel opslidende.

Uretfærdighed - urimelighed - mangel på respekt og ordentlighed. Er noget af drivkraften bag denne private socialrådgiver virksomhed, hvor jeg vil gøre mit allerbedste som uvildig privat socialrådgiver at sikre, du får så

                  Retfærdig    Rimelig     Ordentlig    Respektfuld               

      Sagsbehandling i din hjemkommune


Din Private Socialrådgiver - Det nødvendigt - Det nytter at søge hjælp - Det betaler sig.

Du er meget velkommen til at kontakte mig uforpligtende på tlf. 24 87 91 01 eller mail privatsoc@gmail.com


Du er meget velkommen på Facebooksiden "Din Private Socialrådgiver" - her forsøger jeg løbende at uploade faglige indspark, temaer, resultater for familierne osv.


        85859a48d23044b4b3f1800704404d54jpg